lørdag den 20. august 2016

Kungsleden Hemavan - Jäkkvikk, dag 7


Dagen skulle blive en våd og kort dag på lidt over 16 km. Vi startede med regntøj på og tog det kun af, når vi holdt pause i teltet. Terrænet var fladt og bestod i starten mest af lavt voksende buske og en våd og mudret sti. På grund af en kølig vind, tåge og til tider regn, valgte vi at slå teltet op efter et par timer for at holde en tiltrængt pause. At anvende teltet ved pause er nemt, da det kun tager et par minutter at slå op. Det giver os læ for vinden, ly for regnen og gør at vi kan slappe af og holde varmen.

Inde i teltet får vi styr på fødderne. Det er rart at få varme tørre sokker på. Den varme dunjakke kommer også hurtigt på, for at undgå at fryse. Det tynde liggeunderlag af skum vejer ikke ret meget, men er guld værd til sådan et formål.


Efter pausen går det videre. Vi befinder os snart i tæt skov, ved siden af en stor flod. Regnen står ned i en uendelighed og jeg får ikke taget så mange billeder, da vi mest har fokus på at komme fremad. Ruten deler sig snart i to, og vi står over for et valg. Skal vi forsætte nord om en stor sø, hvilket betyder mindst et par timer mere i regnvejr. Eller skal vi sætte kurs mod Bæverholmen.
På daværende tidspunkt er det eneste vi ved om Bæverholmen, at der går en båd direkte derfra direkte til Adolfstrøm. Hvilket gør at vi spare en del timer. Så beslutningen er lige til.
Fremme ved Bæverholme, finder vi ud af at det er en slags campingplads, med hytteudlejning. Hele området er et eldorado for lystfiskere. De overnatter i hytter på Bæverholmen, og bruger dagen på at fiske i fantastiske omgivelser. Det viser sig at der også er et cafeterie, så vi går inden for i tørvejr. Snart ankommer Elisabeth, dog uden Scott. Hun fortæller at han er dårligt gående, og bad hende om at gå i forvejen. Vi bestiller en omgang stegt elg med tilhørende kartofler og brun sovs samt en stor øl. Imens vi spiser, ser vi Scott ankomme. Vi sidder sammen alle fire og bruger et par timer på at side og kigge ud på regnen. Efter den tiltrængte pause, går det videre med båd mod Adolfstrøm.
Regnen er stilnet af og vi nyder sejlturen. Fremme i Adolfstrøm afsøger vi den lille 'by' for overnatnings- og spisemulighed. Vi finder en lille butik, hvor der sælges både sødt og sundt. Indehaveren af butikken har også udlejning af hytter. Vi indlogerer os på 1.sal over en lade. Vi får 2 værelser og et fælles opholdsrum med køkken. I en anden bygning er der adgang til bad. Efter proviantering i butikken, står den på et langt varmt, nummer 2 siden Ammarnäs.
Den lille butik i Adolfstrøm med laden i baggrunden
Vores 'lejlighed' på 1.sal over laden
Vi bruger aftenen på at strække ud, spise frisk fersk mad og lære hinanden bedre at kende. I morgen er vores sidste dag på Kungsleden. Vi skal slutte af i Jäkkvik, hvor jeg stoppede sidste år, da jeg gik fra Abisko. Scott og Elisabeth har besluttet at tage et par dage fri fra vandringen, da Scott's fødder ikke har det godt. De vil tage en bus videre fra Adolfstrøm.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar