mandag den 15. august 2016

Kungsleden Hemavan - Jäkkvikk, dag 2





Efter morgenmad og en kop kaffe, gik vi afsted ca. ved halv ni tiden. De første 5-7 kilometer bød på rent fjeldvandring over trægrænsen. Vinden var lidt kold og der var ikke meget læ, så vi havde begge en tynd vindjakke på. Efter et par timer kom vi frem til Syterstugan, hvor vi holdt en times pause. Værten var ikke tilstede. Der var et skilt, hvorpå der stod at hun var ude og samle multebær. Der var stillet lidt proviant frem, til høflig selvbetjening. Vi købte et par colaer til maden.




Efter Syterstugan skiftede terrænet. Vi kom ned gennem noget birkeskov og så en del rener, herefter befandt vi os i et virvar af små øer i bunden af den store sø Tärnasjö, hvor imellem der var broer, som ledte Kungsleden sikkert over på den østlige side af søen.


Solen skinnede imens vi krydsede søen. Vi stødte på et par grupper af vandrere, der kom nord fra. De holdt pause på de små øer. Noget vi skulle have taget som et varsel.
Tiden nærmede sig en pause. Vi fandt en åben plads, dog stadig under trægrænsen, hvilket betød myg mv. Vi havde stadig lidt vand tilbage, så det var ikke kritisk. Men et kig på kortet forklarede hvorfor de andre vandrere holdt pause, hvor de gjorde. Vi befandt os i enten mose eller tæt underskov, en halv til en kilometer fra den store sø, så der skulle spares på vandet. Sidst i pausen begyndte det at dryppe lidt, så vi besluttede at begive os afsted. I starten var det kun støvregn, så vi satte vores lid til vindjakkerne. De kunne sagtens tage en kort byge. Efter kort tid udviklede støvregnen sig til regulær regn. Vi stoppede hurtigt ved en stenet strandvig og tog regntøj på.




Vi forlod nu det delvist åbne moseområde. Kungsleden ændrede sig til en smal stenet grøft, hvor der lige var plads til to samlede fødder ved siden af hinanden. Den knæhøje bevoksning på begge sider af stien, var genneblødt af regnen, så selv om det var stoppet med at regne, beholdt vi regntøjet på.
Efter en dagsvandring på lidt over 21 kilometer var vi endelige fremme ved Tärnasjöstugorna, der var dagens lejr. Vi fandt stugvärden og en teltplads. Efter teltene var stillet op, brugte vi resten af aftenen i hytten, hvor der var en del andre.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar