onsdag den 17. august 2016

Kungsleden Hemavan - Jäkkvikk, dag 4


Dagens etape er på ca. 21 km og slutter i Ammarnäs. Vi starter med at bevæge os opad, over grønne fjelde. Undervejs ser vi flere rensdyr. Snart skifter terrænnet til klippefjeld og vi er varsomme med hvor vi sætter vores fødder.


Solen skinner, men vinden blæser svagt fra øst.. Efter et par timers vandring, er vi på bjerget Jouvvatjåkka. Vi finder et spot med læ og knap så mange sten. Et par andre vandrere har overnattet her og er ved at pakke deres grej sammen. Foran os er en sø, bag os stiger Kungslenden op over en kam. Et par gange kommer der vandrerer op over kammen og hilser, mens de går forbi os, mod den retning vi kom fra. Vi får spist, læst og lukket øjenene lidt.

Efter pausen bevæger vis os over kammen. Solens varme er tiltagende, så vi går nu kun i langærmet t-shirt. Foran os falder terrænet med et par hundrede meter ned mod Aigertstugan. Da vi kommer til Aigertstugan hilser vi på en fåmælt vært. Han har siddet på verandaen og nydt det gode vejr, med en kop kaffe, radio og en kikkert. Så han har set os, idet vi kom over bjergkammen. Vi køber et par coaler og holder en kort pause på verandaen. Snart kommer der et par andre vandrere. De kommer fra Ammarnäs og har et par slædehunde med som trænger til vand. Imens værten betjener de nytilkommende, begiver vi os videre. Kort efter stugan kommer vi op på endnu en kam, hvorfra vi kan se dagens mål, byen Ammarnäs smukt beliggende i en dal, omgivet at dejligt blåt vand.

De næste 7 kilometer er ren nedstigning gennem skov. Kungleden er smal og mudret, det manglende udsyn og overblik irriterer os lidt. Vi krydser et par broer ser nogle flotte vandfald samtidig.

Den smalle sti afløses snart af bred skovvej og inden længe kommer vi til et sommerhuskvarter og en parkeringsplads. Vi bevæger os ud på asfalt og krydser en bro for at komme ind til byen. Det hele er lidt i kontrast i forhold til de sidste 4 dages omgivelser og der er lidt tyroler stemning over stedet.
Vi går ind på Ammarnäsgårdens vandrehjem for at tjekke ind. Her møder vi en anden vandre som også skal overnatte her. Hun oplyser at receptionen først er bemandet om en time. Ventetiden bruger vi hos den lokale købmand. Her er det især frugt og øl, der finder vej til vores indkøbskurv. Vi nyder en øl udenfor i det gode vejr og går tilbage for at tjekke ind. Så snart vi har fået et værelse, får vi os et varmt bad, læser lidt og spiser aftensmad.
På vandrehjemmet møder vi 2 andre vandrer, en mand og en kvinde, som vi skal komme til at gå en del sammen med og dele lejr med de næste par dage. Vi bruger lidt tid på at se en naturudstilling på Ammarnäsgården, hvor der er udstillet udstoppede dyr, der er typiske for egnen.
Ammarnäsgården





Ingen kommentarer:

Send en kommentar