fredag den 27. april 2018

6 dage på Trækstien og Naturstien Horsens-Silkeborg


Dagene op til påsken blev brugt på en 6 dages træningstur, som en del af forberedelsen til Island på tværs i sommeren 2018. Vi valgte at kombinerer trækstien (Randers til Silkeborg) samt Naturstien (Horsens-Silkeborg), hvilket gav os ca. 150 kilometer.

Hvis man læser om trækstien på nettet, bliver man meget opmærksom på at den til tider kan være oversvømmet visse steder. Vi brugte indledningsvis Silkeborg kommunes hjemmeside til at vurderer om vi overhovedet ville gå på trækstien. På den kan man se hvor og om, der er risiko for oversvømmelse. Billedet oven over, er fra starten af Trækstien i Randers. Her er den ganske farbar.

En næsten ufremkommelig Træksti
Kort før Stevnsstrup bliver stien et problem at gå på. Jeg tvivler på at man på noget tidspunkt kan færdes på den tørskoet, medmindre man har gummistøvler på eller membranstøvler. Vi havde heldigvis valgt det sidste, og tiltrods for dette skulle vi stadig vælge vores skridt med omhu. De eneste mennesker vi mødte på i dette område var fiskere, som i kraft af deres vaders, var vandtætte til op under armhulerne.

Dejligt med varm middagsmad
Ved Johannesberg holdt vi en god middagspause ved shelterpladsen. Her ligger cykelruten og vandreruten lige op af hinanden. Vi valgte derfor at hoppe på cykelruten frem til Langå, for at undgå mere mudder og vand. I Langå spiste vi aftensmad i det lokale pizzaria, inden vi fandt en god lejrplads for natten.

Langå Banebro i baggrunden
På andendagen gik det videre mod Ans. Området før Langåbanebro var mudret og tæt på ufremkommelig. Vi krydsede banebroen og befandt os nu på en mark, der var så oversvømmet at stien var usynlig. Vi havde ikke andre muligheder end at vende om.
Langå Banebro
Vi forlod stiens forløb og erkendte at de to første timer på dagen var spildte. Med mudder op til knæene gik vi tværs igennem Langå og fulgte herefter den direkte vej til Ulstrup via landevejen.

På landevejen mod Ulstrup
Vejret skiftede og det begyndte at regne. Så snart vi havde iklædt os regntøj, standsede det igen. I Ulstrup fandt vi den lokale dagligbrugs og provianterede lidt middagsmad, som vi nød på en dejlig shelterplads nær ved Gudenåen og byen. Herefter fulgte vi igen trækstien. Den var mærkbart bedre og mere fremkommelig. Vi nåede Kællingehøj. Solen skinnede og gave dejlig  varme. Vi gik over den imponerende træbro over Gudenåen, for at tage en blunder i en shelter lige på den anden side.

Træbroen ved Kællingehøj
Efter Kællingehøj kommer man ind i Bjerringbro. Her er der mulighed for at overnatte på en meget centralt placeret teltplads. Vi valgte dog at begive os mod Ans. Ved Tangeværket stoppede stien pludseligt. Den var oversvømmet og vi kunne ikke nå den anden side. Om det var en bevidst oversvømmelse kunne vi ikke bedømme. Men det betød en kratlusksrtur på ca. 1 km. før vi fandt stien igen.


I Ans handlede vi lidt til aftenen og gik mod en shelterplads hvor vi overnattede.
Næste dag startede med tåge og gråvejr. Stien var god og forløb enten langs Gudenåen eller i nåleskov.

Tåget morgen ved Ans
God fremkommelig skovvej
På vej mod Kongebro. Trækstien er let fremkommeligt 
Da vi nærmede os middagspausen, fik vi øje på Kongensbrokro. Vi spiste en god gang biksemad med spejlæg og rugbrød. Herefter fulgte vi trækstien frem til Sminge, hvor vi fandt en egnet lejrplads. Det regnede lidt sent på aftenen og det skulle blive en koldt nat med vind. Det var tydeligt om morgenen at det havde været koldt. Regnen fra i går, lå som fastfrossede is-perler på teltet.


Dagen var kold og blæsende. Vi gik med regntøj på for at holde vinden ude og hætterne var trukket tæt til.

I Silkeborg slog vi et smut indenfor i Eventyrsport og provianterede lidt frysetørret mad, så der også var til middagsmaden de efterfølgende dage. Herefter spiste vi på McDonald og nød bekvemligheden ved adgang til toilet, varme og opladning af telefoner. Nu var det slut med Trækstien. Vi fandt starten på Naturstien Horsens-Silkeborg og gik nu i græs rabatten langs en cykelsti. Vi begav os mod Them og overnattede der på en shelterplads.

Starten på Naturstien i Silkeborg

Klar til afgang om morgenen ved shelteren i Them
Dagens gåtur gik langs cykelstien. Vi holdt os på græsset for at skåne fødderne. Asfalt er simpelthen det værste at byde sine fødder. Den lange asfaltslange af en cykelsti blev kortvarig afløst af skøn natur ved området omkring Vrads.
Hedelandskab før Vrads
Vi havde egentlig tænkt os at gå til købsmandshandlen i Vrads for at nyde kaffe og chokolade mv. Det ville betyde ca. 3 km ekstra. Vi fik dog øje på en gammel jernbanestation med tilhørende veterantog.
Veteranjernbanen i Vrads
Det sneede og der gik togkonduktører rundt udenfor i gamle uniformer. Et hurtigt kig inden for i den gamle station, afslørede en hyggelig restaurant, hvor priserne var rimelige. Vi fik et ordenligt måltid, derefter en kande kaffe og nød en time i varmen med udsigten til sne.

Der er hyggeligt inde i varmen
Stemningen i restauranten er autentisk. De gamle telefoner fra 1930'erne er bevaret. Den gamle billetluge og fortidens billetpriser vidner om en mere ukompliceret og lavteknologisk tid, hvor man kunne komme fra Vrads til Horsens turretur for 6.30 kroner.


 Alt godt må komme til en ende og vi måtte tilbage ud på ruten, tilbage til snevejret. Vi nød de smukke omgivelser, inden de blev afløst af mere endeløs asfaltbelagt cykelsti, med tilhørende læhegn. Der var vitterlig ikke meget natursti over det.

Tætte store snefnug og kalenderen har vel og mærket passeret sommertid
 Vi havde udset en teltplads på den anden side af Brædstrup til at være turens sidste lejrplads. Den var en slem skuffelse. Der var ikke en m2 vandret teltegnet skovbund at finde på pladsen. Teltpladsen er placeret i en lavning, hvilket betyder at den er fugtig og mudret. Vi gik på jagt efter en bedre placering og fandt snart noget der kunne bruges.

Mld duomid  til venstre og Tarptent Scarp1 til højre
Vi spiste aftensmaden sammen i mit telt (Scarp1). Pladsen var lidt trang men det gik. Vi fik en time til at gå med kortspil. Jeg lyttede lidt lydbog inden det blev sengetid. I morgen var det den sidste dag ind mod Horsens.


Et højdepunkt på turen var den 15 meter høje gitterbro, hvorpå togene førhen krydsede Gudenåen. Da man tidligere opførte en dæmning, valgte man at dække broen til. Den er nu fritlagt og istandsat.

Udsigten fra broen
Udsigten oppe fra broen er fantastisk og tager man et kig ned i Gudenåen fra de 15 meter, er vandet så klart at man sagtens kan se bunden.


Resten af ruten frem mod Horsens var ikke overraskende cykelsti. Vi kom igennem et nyudstykket parcelhuskvarter samt en lille skov. Naturstien endte uskønt ved en hovedvej og en tankstation. Herefter tog jeg toget hjem til Odense. Det var til en ganske anden pris end dem på stationen i Vrads.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar