torsdag den 2. april 2015

Fynsk pilgrimsrute nr. 1, dag 2 d. 02.04.2015


Start: Hudevad ved naturskolen
Slut: Odense domkirke
Distance: 23,5 km
Vejr: 10-15 grader celsius, overvejende solskin.

Jeg tror at vi kom afsted ved 9 tiden. Inden da blev der strukket lidt ud. Vi kom igennem det gamle grusgravs-område hvor hovedartaktionen for mange, især om sommeren, er Davinde sø. Hele området er oprindeligt fladt landbrugsjord, hvor udgravningerne for grus, sten mv. har forandret området til et sted med mange søer og derfor et rigt naturliv. Da vi skulle sove i går, hørte vi blandt andet fiskehejreene skræppe op, og idag kom vi forbi en stor samling gæs.

Vi slog ruten gennem Davinde for at se om der skulle være en bager eller ligende. Slemt skuffet traskede vi videre mod Fraugde. Pilgrimsrutens "indgang" til Fraugde går rundt om Birkum mose, et flot stykke natur i skarp kontrast til et nyopført paracelhuskvarter i den østlige del af Fraugde.
Inden vi skulle krydse motorvejen, som lå nord for os, var der gået 2 timer, og det var tid til en pause. Fraugde har en velassorteret dagligbrugs, så her satte vi os en time. Overraskende nok fungerer dagligbrugsen som byens pizzabar. Jeg mener at huske at man kan bestille pizza fra tidlig morgen til sen aften, hvis blot man ringer i forvejen.

Efter pausen var det op igen for atter at gå mod nord. Vi krydsede motorvejen over til et erhvervsområde, for igen at krydse endnu en stor vej Nils Bohrs Allé. Vi gik igennem endnu et paracelhuskvarter, denne gang fra 1980'erne. Efter at have krydset Nyborgvej, kom vi til Åsum, en lille landsby. Herfra var det slut med asfalt. Vi fulgte åstien hele vejen til Odense centrum, forbi den gamle kulturbotanisk have ved Ejbygade og gennem parkområdet ved Sankt Jørgens Haven.

Næsten ved slut af ruten var vi fremme ved Eventyrhaven, hvor der foruden pilgrimstræet også var en pilgrimsbænk med flotte udskæringer og til vores store overraskelse gik der lamaer i en baghave midt i Odense centrum.



Vi sluttede af ved Odense domkirke og så var den første pilgrimsrute gået. Denne rute er den korteste af de 3 fynske pilgrimsruter og den eneste som kun er på Fyn, De andre 2 ruter er ca. samme længde, hvis man holder sig til deres fynske del. De fortsætter henholdsvis til Vejen i Jylland og Als i Sønder Jylland.








onsdag den 1. april 2015

Fynsk pilgrimsrute nr. 1, dag 1 d. 01.04.2015


Start: Nyborg banegård
Slut: Hudevad ved naturskolen
Distance: 25,5 km
Vejr: 6-10 grader celsius, blandet solskin og overskyet, sidst på dagen kraftig vind 10-15 m/s samt lidt regn og hagl.

Dette var årets første vandretur med overnatning og faktisk også første gang, jeg gik en af de ialt 3 fynske pilgrimsruter, der på nuværende tidspunkt eksisterer. Denne rute strækker sig fra Nyborg til Odense og er opgivet til 42 kilometer.
Mange vil mene at en overnatning på en sådan distance, er overflødig, men da jeg bor på Fyn, giver den korte distance mig mulighed for at teste grej, med overnatning inkluderet, inden længerevarende ture, længere væk hjemmefra.

Min efterhånden faste vandremakker var med på turen og efter en kop kaffe på Odense banegård, tog vi toget til Nyborg 09.46. På andre ture har vi haft en vandrerytme, hvor vi går 50 minutter til en time og slapper af 10 minutter. Denne gang ville vi prøve en aanden rytme af. Vi ville gå 2 timer, for derefter at holde 1 times pause, gå 2 timer igen efterfulgt af endnu 1 times pause. Mønsteret gentages, indtil den ønskede dags-distance er opnået. I pausen er der tid til at spise, lave en tår varmt at drikke samt at lukke øjnene lidt.

Den første pause holdt vi efter 2 timer. Vi fandt en plads foran en gård inden Nyhaveskov, hvor der var godt læ for vinden. Solen begyndte at kigge frem og efter middagsmaden og en kop kaffe, var der lige tid nok til at lukke øjnene.

De næste 2 timers vandring startede med at vi gik 1 kilometer for langt i forhold til, hvor vi skulle dreje af, så vi måtte tilbage igen. Herefter gik ruten igennem Ellinge og nord om Ferritslev. Da vi havde gået 2 timer igen, kom vi frem til Rolfsted. Vi havde mad med hjemmefra, men hvis der var mulighed for at handle eller få en tår kaffe, ville vi gøre brug af det. Rolfsted er en lille by, hvor eneste håb for at handle, er den lokale idrætshal. Døren var åben, men vi blev hurtigt skuffet, da cafeteriaet var lukket. Vinden var taget til udenfor, så vi søgte husly og fandt 2 stole, og holdt en times pause.

Efter pausen og opfyldning af vand, var der kun 2,5 kilometer til nattens lejr. Vi skulle denne gang sove i shelter. Vi havde begge nye liggeunderlag med, som skulle testes. Så hængekøjerne måtte blive hjemme denne gang.
Efter et kort hvil i shelteren, fik vi sanket brænde i området til brug for aftenens bål. Da aftensmaden i form af travellunch var indtaget, fik vi gang i bålet. Jeg havde en lille overraskelse med i form af en Tullamore Dew whiskey til aftenkaffen.